Vi er givetvis ude i grænselandet mellem kage og brød med disse minimalt sødede bananmuffins, men jeg hælder nu mest til kage (evt. spist med tandsmør – det bedste fra begge verdener, du ved…).
De lækre muffins er kun sødet med banan (perfekt ‘stop-madspild-projekt’ for overmodne og udsmidningstruede bananer!) og kan derfor snildt komme med i madpakken eller som eftermiddagssnack uden at blodsukkeret bliver sendt på himmelflugt.
TIP! Alle slags bær – frosne eller optøede – kan bruges.
Til 6 muffins
3 mellemstore meget modne bananer
1 stort æg
2 spsk. kokosmælk
2 spsk. mild olivenolie
150g mandelmel
25g kokosfibre eller fedtreduceret mandelmel
½ tsk. vanillepulver
1-2 knsp. Himalayasalt
75g blåbær – friske eller optøede
1. Mos bananerne sammen med en gaffel – mosen skal være findelt og nærmest flydende.
2. Pisk æg, kokosmælk og olivenolie i bananmosen.
3. Tilsæt mandelmel, kokosfibre, vanillepulver og Himalayasalt og rør dejen sammen.
4. Lad dejen stå et par minutter og rør den sammen igen.
5. Vend forsigtigt bærrene i dejen.
6. Beklæd en metalmuffinpande med papirforme og fordel dejen i 6 forme.
7. Bag kagerne i en forvarmet ovn på 130C varmluft i ca. 50-60 minutter eller indtil kagerne virker faste for tryk.
8. Du kan nemt afgøre, om kagerne er færdige, ved at stikke en tandstik ned i kagerne – kan du trække tandstikken op uden, at der hænger dej fast på den, så er de færdige.
9. Spis de færdigbagte muffins lune (måske med tandsmør?) eller opbevar dem på køl i op til en uges tid. Du kan også fryse overskydende muffins ned for en holdbarhed på flere måneder.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.