Når man er vågnet op til 30 cm sne (og det i øvrigt stadig sner), så virker denne juice fantastisk tillokkende og som et strejf af solskin på en ellers kridhvid dag (den gør også underværker på en grå dag, hvis det er tilfældet hos dig…).
Juicen består primært af gulerødder og appelsin, som krydres med lidt frisk ingefær og gurkemeje.
Det er efterhånden alment kendt, at ingefær og gurkemeje er super sunde bl.a. i kraft af deres potente antiinflammatoriske virkning, så de to vil jeg ikke skrive så meget om i dag.
Jeg vil i stedet fortælle dig lidt om gulerødder og hvorfor de er gode at inkludere i din kost hver eneste dag året rundt, men måske særligt også i vintermånederne, hvor risikoen for smitte med diverse bakterielle og virale infektioner er øget.
Gulerødder er en af de rigeste kilder til betakaroten, som i kroppen omdannes til a-vitamin.
A-vitamin er bl.a. vigtigt for sunde øjne, sund hud og sunde slimhinder – og særligt de to sidstnævnte er essentielle faktorer i kroppens første forsvar mod bakterier og vira.
Udover betakaroten indeholder gulerødder også andre powerfulde antioxidanter, bl.a. lycopen, lutein og zeaxanthin.
Ikke nok med, at de tre antioxidanter er ekstremt sunde for øjnene – de hjælper også med at neutralisere frie radikaler, som kan svække kroppens forsvar.
At inkludere gulerødder i den daglige kost er altså en god måde at få en masse næring til både øjne, hud og slimhinder, men altså også til immunforsvaret!
TIP! De aktive indholdsstoffer i gurkemeje optages faktisk bedst, når de kombineres med sort peber og fedtstof (og når de varmes op), så hvis du vil have max glæde af alle de sunde ting, som gurkemeje har at byde på, så drop den friske gurkemejerod og rør ½-1 tsk. gurkemejepasta ud i den færdige juice i stedet (lidt tilført fedt – som findes i gurkemejepastaen – hjælper i øvrigt også kroppen med at kunne optage gulerøddernes betakaroten og a-vitamin).
Til 1 person (ca. 4-5 dl)
600g gulerødder
½ økologisk appelsin (med skræl på – skrællen er spækket med en lang række mineraler bl.a. kalk, magnesium og kalium, desuden også store mængder c-vitamin og en masse sunde bitterstoffer, der blandt meget andet er super gode og stimulerende for fordøjelsen!)
Frisk ingefær og frisk gurkemeje efter smag (start med en fingertyk 1-2 cm knold af hver)
1. Rens alle frugter og grøntsager.
2. Dét, der ikke passer direkte i juiceren, skæres i mindre bidder.
3. Hvis du bruger økologisk ingefær og gurkemeje, behøver du ikke at skrælle knoldene.
4. Kør alle ingredienserne igennem juiceren (start med gulerødderne og tag pulpen fra, hvis du vil bruge den i bagværk, kødfars (til frikadeller og farsbrød), bønne/linsefars til vegetardeller og lignende (pulpen kan også fryses ned til senere brug)) og nyd straks.
5. Hvis du vil gemme juice (eller lave ekstra) og samtidigt bibeholde maksimalt næringsindhold, så er det bedste at fryse juicen ned lige så snart, at den er lavet.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.