Hvis du gerne vil imponere ved næste brunch – eller bare forkæle dig selv med en ekstra lækker morgenmad/snack – så er dette m-ü-s-l-i-e-n, du skal lave!
Spiser du müsli hver dag, er det nok ikke denne opskrift, der skal på menuen (medmindre, at du er ok med ahornsirup og mørk chokolade fra morgenstunden – alternativt er en müsli med tørristede nødder/kerner/frø/gryn og tørret frugt måske et bedre valg). Som en særlig treat er denne müsli dog genial. Super nem at lave og med en lækker smørristet smag og stykker af mørk chokolade. Så godt!
Spis müslien på din foretrukne yoghurt eller smoothie (den fungerer også som knas på is og frugtsalat – just sayin’).
TIP! Hvis du spiser kornfrit, så erstat havregrynene med kokoschips – det er også sindssygt lækkert!
Til 4-6 portioner müsli
150g glutenfrie havregryn
50g mandler
50g hasselnødder
25g klaret smør eller ghee
6 spsk. ahornsirup
½ tsk. vanillepulver
¼-½ tsk. havsalt
75g mørk chokolade
1. Hak mandler og hasselnødder mellemfint.
2. Rist evt. mandler og hasselnødder let på en tør pande – det fremhæver deres smag.
3. Kombiner smør og ahornsirup på en pande og smelt det sammen over middel varme.
4. Tilsæt havregryn, mandler, hasselnødder, vanillepulver og havsalt og rist ingredienserne over lav/middel varme indtil müslien føles tør og ikke fedtet og klistret. Det kan godt tage 15-20 minutter over lav varme. Rør jævnligt, så müslien ikke brænder på.
5. Når müslien virker tør, hældes den over på en bagepapirsbeklædt bageplade. Bred müslien godt ud, så den ikke klumper sammen. Lad müslien køle helt af.
6. Skær/hak den mørke chokolade i små tern.
7. Bland den chokoladeternene i den afkølede müsli.
8. Opbevar müslien i en kagedåse, hvor holdbarheden vil være et par uger.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.