Om
Hvilken type magnesium var det nu de skrev, at jeg skulle tage? For de skrev jo, at det ville være en god idé at tage magnesium. Var det magnesiumoxid, der var god mod lægkramper? Måske jeg også skulle få købt de ingefærkapsler, som moster Hanne snakkede om, var gode for hendes dårlige knæ. Mit knæ kunne godt bruge lidt hjælp. Men som Lisbeth sagde, er det jo også vigtigt at få tilstrækkeligt med kalk. Tænk engang, at hun er blevet diagnosticeret med knogleskørhed som 45-årig. Det er forfærdeligt. Jeg må også hellere få købt noget kalk. Og hvad med…
Hov, var det her ikke en ‘om’-side – skulle det ikke handle om dig, Sabine? Tænker du måske.
Jo, du har helt ret og det gør det på en måde også – altså handler om mig.
Ser du, dengang jeg bare var almindeligt interesseret i helsekost og kosttilskud, var jeg nemlig præcis ligeså rundforvirret i ’sundhedsjunglen’, som mange er lige nu. Jeg ved i hvert fald, at jeg har stået nede i helsekosten med ovenstående indre dialog kørende mange gange. Rigtig mange gange. Jeg lagde planer og programmer for mig selv ud fra, hvad jeg læste i diverse dameblade, hvad min mors kollega havde fundet virksomt og hvad min frisør havde afprøvet af de seneste sundhedstrends. Alt sammen potentielt fine informationer, der bare slet ikke var tilpasset netop mine behov og problematikker. Jeg kunne have sparret mig selv for mange eksperimenterende tiltag, ligegyldige kosttilskud (jeg slet ikke havde brug for) og tusindvis af kroner, hvis jeg havde vidst, hvad jeg lavede – eller havde opsøgt nogen, der kunne have hjulpet mig. Det var dengang.