Nu er det snart påske og jeg kommer til at dele et væld af påskeopskrifter med dig de kommende dage – herunder også flere forskellige opskrifter på lækre påskeæg.
Vi starter i dag med marcipanæg med rosenvand og kandiserede pinjekerner.
Smagen er på samme tid mild, aromatisk og meget kompleks og smager som noget, jeg aldrig har smagt før.
Bestemt en anderledes og super lækker smagskombination, der leder tankerne hen på 1001 nats eventyr.
Kombinationen af mandler, rosenvand, kandiserede pinjekerner og mørk chokolade plejer især at være en kombination, som det voksne publikum sætter pris på, men lad endeligt børnene smage, hvis de har lyst!
TIP! Køb rosenvand i din lokale grønthandler eller helsekostbutik (sidsnævnte har som regel økologisk, men førstnævnte måske mere autentiske og smagsraffinerede varianter).
Til 8 små æg
200g hjemmelavet marcipan (jeg har samlet mine fire bedste opskrifter her – alle kan anvendes, vælg selv)
2 spsk. rosenvand
Et nip Himalayasalt
50g pinjekerner
4-5 tsk. flydende honning eller ahornsirup
100-150g mørk chokolade til overtræk (vælg gerne min. 85%)
Lidt tørrede rosenknopper til pynt
1. Ælt marcipanen sammen med rosenvand og Himalayasalt.
2. Smag massen til og lad den hvile, mens pinjekernerne ristes.
3. Rist pinjekernerne over middel varme på en tør pande.
4. Når kernerne begynder at tage let farve og dufte aromatisk, tilsættes honningen.
5. Skru ned for varmen og lad honningen karamellisere under omrøring – lav varme er vigtig, da pinjekernerne ikke må blive for mørke.
6. Når pinjekernerne er karamelliserede, tørre og sprøde, hældes de over på en bagepapirsbeklædt tallerken.
7. Lad pinjekernerne køle af og hak dem groft.
8. Ælt pinjekernerne ind i marcipanmassen.
9. Form marcipanmassen til 8 små æg.
10. Æggene kan overtrækkes med chokolade straks eller de kan stilles på køl et par timer for at sætte sig.
11. Smelt den mørke chokolade over meget lav varme i en lille kasserolle – eller alternativt over vandbad.
12. Overtræk æggene med den smeltede chokolade og læg dem på en bagepapirsbeklædt tallerken.
13. Drys æggene med lidt tørrede rosenknopper (knus knopperne mellem fingrene) og stil dem på køl, indtil chokoladen er stivnet.
14. Opbevar æggene på køl i en lukket beholder, hvor holdbarheden vil være en lille uges tid.
15. Lad æggene stuetempereres inden servering, for den bedste smagsoplevelse.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.